Megafonen i lommen

Posted on

Twitter fylder stadig relativt lidt i mediebilledet herhjemme. Men platformen giver unikke muligheder for at inddrage store som små stemmer i debatten.

Megafonen i lommen

Af Kasper Guldberg Husted


Udgivet af Center for Digital Dannelse i May 2016 (redigeret September 2016)

© 2016 Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt forfatter

Tilstedeværelsen på de sociale medier er blevet hverdag herhjemme. Det falder os øjensynligt mere og mere naturligt at fremstille vores meninger og indfald i mindre bidder, specifikt målrettet de nye mediers tilgængelighed, rækkevidde og hastighed. Alligevel har verdens andet mest populære sociale medie Twitter aldrig for alvor grebet fat i danskernes kollektive bevidsthed (Alexa, 2016; DR, 2015). Det på trods af, at Twitter er et unikt massekommunikativt værktøj, der under internationale nyhedsbegivenheder ofte viser sig at have en helt særlig evne til at inddrage bredt og skabe momentum.

Den egyptiske revolution i 2011 var et særligt slående eksempel herpå. Hvor Facebook blev brugt til at mobilisere millioner i gaderne, forstærkede Twitter oprøret fra gadeplan. Takket være en konsekvent inddragelse af vestlige medier, udnyttede oprørerne tjenesten til at accelerere revolutionens forløb i realtid (Gustin, 2011). Selv da adgangen til internettet i Egypten blev lukket, fandt de mest teknologikyndige omveje til Twitter, hvor man på enkelte dage i februar 2011 kunne tælle hundredetusinder af tweets om revolutionen fra ind- og udland (Howard et. al, 2011). Twitter blev en uforudset stærk ressource, hvor en sejlivet modmagt kunne udøves over grænser og trods korrigerende foranstaltninger, alt imens resten af verden fulgte med ”live”.

Således kan det enkelte individ på Twitter facilitere øjeblikkelig kontakt til et ubegrænset antal geografisk spredte individer, og bygge bro mellem online og offline socialsfærer. Det korte tweet-format og omvendt-kronologiske nyhedsfeed fordrer spontan kommunikation, mens hashtag-søgningen filtrerer og målretter den potentielt enorme strøm af information (Hermida, 2010, s. 3). Twitter muliggør således en unik ”flad” massekommunikation, hvor enhver potentielt set kan tilegne sig rollen som opinionsleder (Castells, 2007; Katz & Lazarsfeld, 1955), hvis først deres tweet får momentum. Twitter kan sådan i højere grad end noget andet socialt medie skabe spontane sociale rum, hvor den forbigående nysgerrighed og den store begivenhed kan sameksistere i nuet.

Henvisninger

Alexa, 2016: http://www.alexa.com/topsites/category/Computers/Internet/On_the_Web/Online_Communities/Social_Networking

DR, 2015:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/grafik-twitter-har-ikke-faaet-kloeerne-i-danskerne

Læs hele artiklen (.pdf)
Download hele artiklen (.pdf)

Om forfatter

Kasper Guldberg Husted
Kandidatstuderende i Digital Design & Kommunikation på IT-Universitetet i København og student i DRs musikarkiver

Email:
kasperhusted@gmail.com

Link til forfatter:
linkedin.com/in/kasperguldberghusted