Den digitale samtale

Posted

Husk at (digi)tale sammen med dine børn om deres - og dine - digitale vaner. Det skaber nemlig både tillid og åbenhed, at gøre den digitale dialog til en naturlig del af hverdagen.

Den digitale samtale

Af Nina Johannessen


Udgivet af Center for Digital Dannelse i september 2018

© 2018 Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt forfatter

Hvordan skal man starte den digitale dialog med sit barn? Det korte svar: kast dig ud i det. Vær åben og nysgerrig, og stil en masse spørgsmål. Hold den digitale samtale igang ved at spørge ind med jævne mellemrum – og lad være med at lave forbud og regler, uden du giver en tydelig grund.

Og så til det lidt længere svar…
Nedenstående skal ikke ses som en facitliste – for sådan en findes der ikke – men som inspiration til, hvordan man kan spørge ind til sit barns digitale hverdag.

Tal med dit barn om digitale fodspor

Kig dine egne og barnets apps igennem, og se hvilke mobil-funktioner de forskellige apps ønsker adgang til. Snak om de ting, der kommer bag på jer, f.eks. din skridttæller, som vil have adgang til kamera eller mikrofon tilsyneladende uden grund.

Har barnet nogle profiler, kan I sammen gå ind og sætte privatindstillingerne. Snak om, hvad der ønskes tilgængeligt for andre og hvorfor, f.eks. billeder, fødselsdag, skole mm. Spørg ind til, hvilke billeder de deler på hvilke platforme, og hvad deres holdning er til screenshots på Snapchat. Husk at tale ud fra dine egne holdninger og brugsmønstre.

Tal med dit barn om deres spil

Spørg dine børn hvilke spil, de spiller, hvad det går ud på, om de spiller det alene eller sammen med nogen – og om dem de spiller med, er nogen, de kender. Mange af tidens populære spil (Fortnite, Roblox, Clash of Clans) har chatfunktioner, der både fungerer med skrift og/eller mikrofon, så kommunikationsmulighederne er mange og
forskelligartet, alt efter hvilke spil man spiller.

Spørg, om du må prøve at spille eller sidde med, når dit barn spiller. Spørg ind til de ord og funktioner, du ikke forstår. På den måde bliver børnene også mere trygge ved at tale med dig om de oplevelser, de har i spillet, når du ikke er der.

Tal med dit barn om sprogbrug

Snapchat bruges i højere grad af de yngre klasser som chatplatform end til billeddeling. Spørg ind til hvilke Snapchat-grupper, dit barn er en del af. På Youtube og Instagram skal man have en profil for selv at skrive en  kommentar, men kommentarerne ligger frit tilgængelige for alle. Spørg ind til, hvem dine børn følger, hvorfor deres videoer/billeder er spændende at se, og kig sammen på kommentarerne. Spørg ind til det, du ikke forstår. Du kan også spørge ind til omgangstonen i spil.

Vil du gerne selv have syn for sagen, er der her navnene på nogle af de mest populære youtubere i Danmark: Kristine Sloth, Alexander Husum, Fie Laursen, Rasmus Brohave, Astrid Olsen, Albert Dyrlund, MarckozHD, MadsenGaming, Morten Münster, Fredrik Trudslev.

Tal med dit barn tit

Husk at digital dannelse er noget, som vi alle løbende skal træne. Derfor kan den digitale dialog sagtens indgå i samtalen ved middagsbordet på lige fod med dialogen omkring, hvad man ellers har lavet i løbet af dagen.
God fornøjelse!

Om forfatter

Nina Johannessen
Konsulent ved Center for Digital Dannelse

Email:
nina@digitaldannelse.org