UGENS (dobbelte) DIGI-GULD

Posted

Udvalgte nyheder fra ugen der gik, så du altid er på forkant med digitalisering.

UGENS (dobbelte) DIGI-GULD

Af Center for Digital Dannelse


Udgivet af Center for Digital Dannelse i marts 2018

© 2018 Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt forfatter

Den sibiriske vinterkulde satte sidste uge vores digi-guld på pause. Dagens udgave bliver derfor en ekstra stor dosering, hvor vi samler highlights fra de sidste 14 dage. Denne gang handler det blandt andet om Mario, video spil og vold (igen igen) og en kvinde, som gerne ville være kendt på Instagram. God fornøjelse!

Det dumme alternativ til din smartphone

Hvilken fløj holder du med: de teknologi-begejstret eller de teknologiforskrækkede? Så sort/hvid er virkeligheden heldigvis ikke, men mens debatten raser om mobilafhængighed og internet-generationen, har firmaet Light sat sig selv i modposition med en ‘dum’ mobil.

Light Phone er en alternativ mobil, fri fra distraherende notifikationer og konstante app-opdateringer. Oprindeligt lanceret i 2014 er der nu en Light Phone 2 på vej, som ikke fylder meget mere end en kreditkortholder. Light Phone 2 kan modtage opkald og ringe ud, du kan sende tekst-sms’er (uden emojis) og sætte en alarm.
Læs mere om Light Phone 2 på Indiegogo.

Instagram-livsstil kan føre til massiv gæld

Det er ikke altid let at følge i sporene på kendisser, bloggere og online influencers. Særligt på Instagram flyder det med billeder af #swagbags, #ootd, #squadgoals og andre billeder der signalerer lykke, velvær og – ikke mindst – penge.

Amerikanske Lissette Calveiro er en af dem, der forsøgte at gøre de mange Instagrammers efter: hendes drøm var at vise New York livsstilen frem ved at tage de perfekte billeder, få et højt antal følgere og blive “insta-famous”. Og ifølge ordsproget må man nogle gange bruge penge, for at tjene penge (eller, i dette tilfælde, opmærksomhed). Lissette Calveiro endte derfor med en gæld på over 60.000 kr.

Penge brugte hun på nyt tøj, flot mad og dyre rejser, som ville give hende mulighed for at tage billeder, andre ville misunde. Nu har Lissette dog ændret sit pengeforbrug og skruet ned for Insta-blæret, men hendes historie er en god påmindelse om at der altid ligger en historie bag de billeder man ser på nettet.
Du kan læse mere om Lissette Calveiro hos New York Post.

 

Kom fra A til B med Mario

Google Maps er kendt for at gemme på små spil og overraskelser, som da de sidste år forvandlede deres kort til en kæmpemæssig PacMan bane i anledning af 1. april.

Nu har Google Maps integreret en anden ikonisk videospilsfigur i deres kort, nemlig Mario. Det sker i anledning af MAR10 (d. 10. marts, dagen hvor fans kan fejre Mario). For at få Mario til at dukke om i Maps skal du have opdateret din app. Se her:

 

Feedless skærer fedtet fra dine sociale medier

Ender du altid med at sidde og scrolle din Facebook-feed igennem for evigt? Ikke fordi du leder efter noget særligt, men bare fordi den fortsætter i det uendelige og det er blevet en vane at se, om man alligevel ikke kan tilfredsstille lysten til at komme i bunds (spoiler alert: nej, det kan du vitterligt ikke)?

Så er Feedless måske en app for dig. iOS-appen fjerner nemlig nyhedfeedet fra både Facebook, Twitter og Instagram, så du i stedet for at blive fanget i andres irrelevante nyheder og et endless scroll, har mulighed for at bruge dine sociale medier til selv at poste, tjekke dine beskeder og se dine notifikationer.
Læs videre om Feedless hos Wired.


Vold og videospil er i pressen igen

For et par uger siden kunne du læse i vores Ugens Digi-Guld, at Donald Trump havde skudt skylden på videospil og internettet efter skoleattentat i Florida. Siden da har videospil rumsteret i pressen, og den amerikanske præsident holdt endda et møde med repræsentanter fra videospilsindustrien og anti-videospilslobbyister i sidste uge.

I Chicago blev en 16-årig dreng stillet foran en domstol, efter at have offentliggjort en SnapChat-video af sig selv hvor han truede med skoleskyderi, hvis folk ikke snart holdt op med “brokke” sig om skoleskyderier. Politiet gennemsøgte drengens hus, men fandt inden våben. Drengen er nu i husarrest og en dommer har som del af straffen frataget drengens mobiltelefon og bandlyst ham fra at spille voldelige videospil.
Læs mere om sagen hos Polygon.

I relaterede nyheder, overvejer WHO i disse dage at tilføje “Gaming Disorder” som en ny lidelse. Det fraråder en række eksperter, da de mener der ikke er nok forskning som kan bakke op om mulige symptomer eller pleje. Det er sådan set ikke videospillene der er problemet, lyder argumentationen desuden, men et eventuelt misbrug. Og selv i tilfælde af overdrevet gaming, kan spillet i virkeligheden fungere som hjælpeværktøj for mennesker, som har andre sociale, mentale eller fysiske lidelser.
Læs mere om WHOs “Gaming Disorder” hos Motherboard.