UGENS DIGI-GULD

Posted

Udvalgte nyheder fra ugen der gik, så du altid er på forkant med digitalisering.

UGENS DIGI-GULD

Af Center for Digital Dannelse


Udgivet af Center for Digital Dannelse i februar 2018

© 2018 Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt forfatter

Har du været på digital detox i vinterferien? Vi giver dig det hurtige overblik over sidste uges digi-nyt, så du ikke behøver at scanne nettet og dit nyhedsfeed for talestof til frokosten.

I denne uge kom Snapchat på verdenskortet, gaming indtog historieundervisningen og Forbrugerrådet langede (igen) ud efter Facebook. Alt det og mere i ugens digitale guldkorn:

Nyt initiativ mod online had

Socialt Udviklingscenter SUS og Implement Consulting Group er gået sammen om indsatsen #hackhadet, som sætter fokus på – og forsøger at sætte en stopper for – had og opfordringer til vold på nettet.

#hackhadet består af tolv 12-timers hackathons, hvor unge deltagere mellem 16 og 25 skal komme med ideer til budskaber og løsninger til at modvirke online had. Indsatsen løber i foråret 2018 i samarbejde med skoler, uddannelsessteder og andre organisationer som ønsker at deltage.

Læs mere om #hackhadet på kampagnens hjemmeside.

 

Nu kan hele verden se dine Snapchat Stories

Sidste år lavede Snapchat en opdatering der gav brugere mulighed for at se hvor ens venner befandt sig i verdenen lige nu, ved hjælp af appens indbyggede GPS. Dette verdenskort over brugere – Snap Map – ville hjælpe venner med at finde hinanden, og fungerede desuden som hotspot-oversigt over fællesaktiviteter som sportskampe og koncerter. Brugere kunne nemlig offentliggøre deres Stories på Snap Map, så andre brugere kunne afspille videoklippet eller billedet i 24 timer.

Nu er Snap Map lagt ud til offentligheden, så det ikke længere kun er Snapchat-brugere der kan se historierne. Brugerindholdet fremstår uden profilnavn, men taget i betragtning af at de offentlige Stories oftest har fokus på nattelivet, kunne man godt forestille sig der var nogle brugere der ville blive forbavset over hvor synlig den nye hjemmeside rent faktisk gør dem.

Snap Map er offentligt tilgængeligt her.

 

Assassin’s Creed laver historisk rundtur

Med Google Maps kan du besøge hele verden fra dit skrivebord. Nu kan du også lege virtuel turist gennem et videospil.

Assassin’s Creed Origins har nemlig lavet en ny “Discovery Mode” som skrubber spillet for vold og istedet sætter fokus på den historiske beliggenhed: oldtidens Egypten. Du kan med den nye spilmode lære om alt fra hieroglyffer og pyramiderne til Cleopatra og brødbagning. Med over 75 forskellige rundture får du med andre ord alle godterne man kunne forvente af en god temaaften på DR2.

Så næste gang forældre-generationen fortæller, at man ikke får noget brugbart ud af at spille videospil…

Læs mere om Assassin’s Creed Origins Discovery Mode på Polygon.

 

Glæd dig over ikke at nå det hele

Efterhånden kender de fleste til udtryk som YOLO (You Only Live Once) og FOMO (Fear of Missing Out), som begge opfordrer til, at man er så social som overhoved mulig og gør det meste ud af sit netværk både on- og offline. Fucking Flink og Hjerteforeningen er nu gået i modsat retning med JOMO: Joy of Missing Out.

Sammen håber de at udbrede JOMO-tanken til den danske befolkning i uge 12, hvor de beder os alle koble af sociale medier og slappe lidt mere af. Initiativet handler om at tage sig tid til at finde ud af, hvad man egentlig har lyst til at bruge sin tid på, istedet for at ræse om at nå det hele. Og så handler det om at træde et skridt tilbage og reflektere over, hvad vi hver især synes vi får ud af at være foran skærmen.

Følg JOMO-bevægelsen på Fucking Flinks facebookside.

 

Skal Facebook blive bedre til at holde din data privat?

Forud for den nye europæiske persondatalov der træder i kraft til marts, og efter en tysk domstolsafgørelse, er Facebook røget i fedtefadet hos Forbrugerrådet.

Tidligere på ugen blev der truffet dom i Berlin der slog fast, at Facebook overtræder tysk lovgivning ved at dele brugeroplysninger uden tilstrækkelig samtykke. Sagens kerne er, at Facebook har en række indstillinger slået til som standard, der indsamler information om dig og din profil uden at de gør dig opmærksom på det.

Forbrugerrådet Tænk har derfor planer om at tage kontakt til Datatilsynet for få sat gang i en tilsvarende undersøgelse om hvorvidt Facebook overtræder dansk lovgivning om digitale rettigheder.

I mellemtiden anker Facebook den tyske afgørelse men udtaler at de “arbejder hårdt på at sikre, at vores retningslinjer er klare og nemme at forstå, og at de services Facebook tilbyder, er i overensstemmelse med gældende lovgivning”.

Læs mere om Forbrugerrådets udmelding i Kristeligt Dagblad.