Guide til virtuelle udflugter

Posted

Sådan kan du gå på opdagelse i hele verdenen, uden at rejse dig fra sofaen.

Guide til virtuelle udflugter

Af Center for Digital Dannelse


Udgivet af Center for Digital Dannelse i marts 2020

© 2020 Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt forfatter

Lige nu er der sikkert mange, der er trætte af at sidde derhjemme. Du har nærstuderet alle fire vægge, gået den samme tur i haven flere gange om dagen og den planlagte påskeferie er gået i vasken. Men fortvivl ej – du kan stadig nå at se hele verdenen, uden at skulle gå, cykle, køre eller flyve. Vi har samlet en liste over fede digitale udflugter som lader dig tage på opdagelse hjemmefra.

Rejs verdenen rundt fra din stue

Om så du vil bestige bjerge, lad dig omfavne af eksotiske vildmarker eller besøge populære turistdestinationer, kan du med stor sandsynlighed finde det du søger på AirPano.com.

Hjemmesiden består af en enorm samling af 360-graders billeder og videoer som du kan navigere i. Videoarkivet byder af alt fra afslapning på en øde sandstrand til guidet tur til et buddhistisk tempel i Bhutan. Imellemtiden spænder panoramabillederne fra et vietnamesisk vandfald ved solnedgang til interiørbilleder fra Vatikanet. Der er uden tvivl materiale nok til at erstatte en ferie eller to.

Oplev dyreliv i reeltid

En række zoologiske haver tilbyder webcams, så du kan se dyrelivet uden indgangsbillet. Men i takt med at zoos verden rundt lukker ned grundet COVID-19, er der mange kameraer som ikke længere bliver betjent og derfor kan dyrene være svære at spotte. Prøv i stedet at tage på virtuel safari i Afrika med WildEarth.

Hver dag streamer WildEarth ved solopgang og solnedgang en live safari via deres Twitch-kanal. Tidsforskellen betyder at vi i Danmark kan kigge med på solnedgang-safari hver dag kl 15:00. De livestreamer desuden 24/7 fra et vandhul som tiltrækker alle mulige slags dyreliv – se de fuglekvidrende feed her.

Hvis du foretrækker de mere våde dyr har Georgia Aquarium desuden en række webcams som lader dig kigge på deres mange fisk, oddere, pingviner, hvaler og søløver.

Gå på museumsbesøg

Der er en hel del museer efterhånden som på den ene eller anden måde har digitaliserede deres samlinger. For historienørder er British Museum bestemt et besøg værd – også virtuelt.

Med projektet Museum of the World har museet nemlig lavet en interaktiv tidslinje, der fremhæver deres mange fantastisk fund. Du kan bevæge dig frem og tilbage i tiden og udforske de mange objekter, som museet har i deres samling. Du kan se museumsgenstanden i høj oplysning, mens du afspiller en lydoptagelse der fortæller dig om funktion, betydning og særtræk.

Hvis du hellere vil ‘gå rundt’ på museer for at få en fornemmelse af indretningen, er Google Arts & Culture noget for dig. Her kan du finde en række museer at bevæge dig rundt i, alt fra klassisk malerkunst i Paris til moderne kunst i Sydkorea.

Tag chancen og se, hvor du ender!

Har du været flittig bruger af internetforums som fx Reddit i mange år, kender du måske allerede til denne leg. Legen går ud på at bruge MapCrunch til at lande et tilfældigt sted i verdenen og så finde vej til nærmeste lufthavn. Tanken er, at man kan lade som om man er vågnet i et fremmede land og skal finde hjem – uden hjælp fra GPS eller ved at ringe til en ven.

For at spille med skal du gå til mapcrunch.com og trykke på den grønne knap “Go!”. Så bliver du transporteret til et tilfældigt sted i verdenen. Brug så navigationspilene til at bevæge dig rundt og se, om du kan finde en lufthavn. OBS! Det er ikke nemt. Held og lykke.