It i undervisningen: 10 teknologier, du skal kende

Posted

Vi guider dig i junglen af digitale værktøjer og peger på dem, der især motiverer til læring.

It i undervisningen: 10 teknologier, du skal kende

Af Jesper Skovmand Jensen


Udgivet af Center for Digital Dannelse i september 2019

© 2019 Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt forfatter

Markedet for digitale læringsteknologier – eller mere sexet kaldet “edtech” – vokser dag for dag. Mest kendt er nok Kahoot til quizzer, men der findes en lang række værktøjer, der kan hjælpe dig i din undervisning. Vi oplever, at lærere ofte spørger til digitale undervisningsværktøjer, og derfor har vi lavet en liste med nogle af de stærkeste på markedet.

Vi har opdelt dem efter elevernes alder, men inden du giver dig i kast med værktøjerne, bør du også selv overveje, hvilke værktøjer, der vil virke bedst sammen med netop dine elever – for det, der virker godt i én klasse, er ikke nødvendigvis, hvad der virker i en anden.

 

Til indskolingen og opefter:

WriteReader – læsetræning:

En dansk app, der har vundet indpas i mere end 40 lande. WriteReader lærer børn i 3-10 års alderen at læse ved at få dem til at skrive små historier om det, der interesserer dem; fra prinser og prinsesser til Christiano Ronaldo og Lionel Messi. Teorien bag er, at børnene bliver mere motiverede til at lære at læse og skrive, hvis de ikke hele tiden bliver rettet, men i stedet får lov til at lave fejl, der så bliver sammenlignet med lærerens korrekte stavemåder.

Målgruppe: Indskoling og børn med læsevanskeligheder

Pris: Gratis

Quizizz – quiz:

Hvis du har brug for et alternativ til Kahoot, er appen Quizizz en oplagt mulighed. Den minder på mange måder om Kahoot, da man også her kan lave quizzer. Forskellen er, at Quizizz har en lektiefunktion, så eleverne kan tage quizzerne i deres eget tempo – også når de er derhjemme. Du kan tilføje sjove billeder eller gifs, altså korte loopede videoklip, der viser, om et svar er rigtigt eller forkert – brugt rigtigt kan du dermed være læreren, der formår at tale internettets sprog. Det betyder dog også, at eleverne får svarene serveret på deres telefon i modsætning til Kahoot, der er mere orienteret mod den fælles oplevelse i klassen.

Målgruppe: Indskoling og opefter

Pris: Gratis

 

Til mellemtrinnet og opefter:

Edpuzzle – videoquiz: 

I den lidt mere legende ende har vi amerikanske Edpuzzle, hvor du kan finde YouTube-videoer – eller uploade dine egne – og inkorporere quizzer, mens eleverne ser videoen. Du kan holde øje med dine elevers besvarelser og se, hvor længe de bruger på besvarelserne, om de skal se dele af videoen flere gange, eller om de bare skøjter igennem uden problemer. I princippet kan Edpuzzle bruges på alle alderstrin, men da de fleste læringsvideoer på YouTube er på engelsk, bør eleverne nok have et lidt højere engelsk-niveau.

Målgruppe: Mellemtrinnet og opefter

Pris: Gratis, men med mulighed for tilkøb af opgraderede pakker

 

Flipgrid – elevpræsentationer:

Er det svært for eleverne at komme til orde i timen? Med appen Flipgrid kan du med videosvar få alle i klassen til at bidrage til timerne. I Flipgrid opretter du nogle grupper, kaldet grids, der svarer til din klasse. Herefter kan du indlægge bestemte undervisningsemner med tilhørende opgaver, som eleverne besvarer ved at filme et svar. Som lærer kan du selv sætte tidsrammen for svarets længde, og du kan lægge forskellige materialer op under emnerne, som dine elever kan gøre brug af, inden de besvarer. Udfordringen ved at bruge Flipgrid er, at det ikke er alle, der vil være trygge ved at optage deres svar på video, men du kan som lærer vælge at se elevernes videoer, inden de bliver delt med resten af klassen.

Målgruppe: Mellemtrinnet og opefter

Pris: Gratis

 

Shadow Puppet Edu – video- og billedpræsentation: 

Hvis kreativiteten skal sættes i sving, er appen Shadow Puppet Edu et godt bud. Det er basalt set en præsentationsapp, hvor elever kan kombinere billeder og videoer til at besvare opgaver, som læreren har sat dem på. Det kan for eksempel være at beskrive et fysikeksperiment i billeder eller at gå ud og finde eksempler på geometriske former i matematiktimen. Den eneste begrænsning er, at appen i øjeblikket kun findes til iPhone og iPad.

Målgruppe: Mellemtrinnet og opefter

Pris: Gratis

 

The most dangerous writing app – skriveøvelse:

Kniber det med at få eleverne til at skrive noget, når der er skriveøvelse i timen? Eller har du som elev svært ved at få påbegyndt stilen om det moderne gennembrud? Så kunne en tur ind på siden The most dangerous writing app være en sjov og udfordrende måde at få nogle ord ned på papiret. Man skal nemlig konstant have gang i tastaturet, ellers begynder det man har skrevet at forsvinde, hvis man holder fem sekunders pause. Man kan sætte øvelsen til at vare mellem tre minutter til én time eller et bestemt antal ord. Det er selvfølgelig muligt at gemme eller kopiere det, man har skrevet, når tiden eller ordene løber ud. Det er en god måde at få tankerne på gled og få produceret noget indhold – så kan man altid rette det, man har skrevet, senere.

Målgruppe: Mellemtrinnet og opefter

Pris: Gratis

 

Woop – orienteringsløb:

Hvis du gerne vil have eleverne lidt ud og bevæge sig, er den danske app Woop, som foreningen Spejderne står bag, et godt værktøj. Der er to spil i appen, hvor især Jagt er oplagt til undervisning, da man her kan lave orienteringsløb med et quiz-element.

Målgruppe: Mellemtrinnet og udskolingen (11-16 årige)

Pris: Gratis

 

Quizlet – flashcards (infokort):

Hvad var det nu lige drivhuseffekten gik ud på, og hvordan var det Pythagoras sætning lød? Med appen Quizlet kan du lave infokort, også kaldet flashcards, der kan hjælpe dig til at huske definitioner og ord, inden for forskellige emner. Det er altså et særligt godt værktøj til at forberede sig på eksamen eller fremlæggelsen. Appen giver mulighed for en lang række måder at quizze sig selv på, og læreren kan bruge det til at give eleverne emnesæt, hvor de vigtigste begreber og ord inden for et bestemt emne er forklaret. Det er dog et værktøj, der primært er henvendt til eleverne, og derfor egner det sig nok også bedst til de lidt højere klasser, hvor eksamener og prøver begynder at fylde mere i elevernes hverdag.

Målgruppe: Mellemtrinnet og opefter

Pris: Gratis med mulighed for betalingsversion

 

Til udskolingen og ungdomsuddannelser:

Edword/EasyCorrect – feedback:

Endnu en dansk startup, der fokuserer på at inddrage elever i rette- og feedbackprocessen. Programmet er skabt af to gymnasielærere, der blev trætte af trivielt og ensidigt rettearbejde og derfor skabte EasyCorrect – en tilføjelse til programmerne Word og Google Docs. EasyCorrect gør retteprocessen hurtigere ved hjælp af standardiserede kommentarer, så læreren slipper for at skrive de samme kommentarer igen og igen. Siden er produktet blevet udvidet, så det i dag også inkluderer programmet Edword, hvor du som lærer kan organisere de vigtigste kommentarer, indsætte YouTube-videoer eller optage indtalte kommentarer. Eleverne får desuden mulighed for at give feedback på din feedback.

Målgruppe: Udskoling og ungdomsuddannelser

Pris: Kræver at skolen køber licens

 

Peergrade – feedback:

Peergrade er et dansk program skabt af ph.d-studerende på DTU. Konceptet i Peergrade går i al sin enkelhed ud på at give elever og studerende mulighed for at rette hinandens opgaver. Det giver både underviseren mere tid til andre opgaver, mens eleverne bliver bedre til at reflektere over deres egne opgavers styrker og svagheder, når de er med til at give feedback på andres opgaver. Eleverne ved ikke hvis opgave, de retter, så potentialet for at drille eller kun give sine venners opgaver overdreven ros er minimeret. Samtidig kan du som lærer se, hvor lang tid de enkelte elever bruger, og du kan med rubrikker give eleverne nogle fokusområder i feedbackprocessen.

Målgruppe: Udskoling, ungdomsuddannelser og opefter

Pris: Gratis, men med mulighed for at tilkøbe opgraderede pakker

Om forfatter

Jesper Skovmand Jensen
Kommunikationsassistent hos Center for Digital Dannelse

Email:
jesper@digitaldannelse.org