I Kina lovgives der om skærmtid – hvorfor ikke her?

Posted

Kina har lavet skarpe begrænsninger på den tid børn må bruge på computerspil. Men i Danmark er det ikke så firkantet.

I Kina lovgives der om skærmtid – hvorfor ikke her?

Af Helene Haugaard


Udgivet af Center for Digital Dannelse i december 2019

© 2019 -2020 Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt forfatter

Halvanden time i hverdagene og tre timer om lørdagen og søndagen – sådan lyder loven i Kina, når det kommer til hvor længe børn må bruge på computerspil. I øvrigt må børn under 16 år maksimalt bruge ca. 200 kr om måneden på online spil, og skærmen skal være slukket inden kl 22:00.

For mange danskere lyder ovenstående lovregler formentlig ganske fornuftige. Så hvorfor har vi i Danmark ikke lavede lignende lovgivning eller i det mindste konkrete anbefalinger for computerspil og skærmtid? Det er der faktisk gode grunde for:

1) Det kan true privatlivet

Fra et praktisk synspunkt bliver det vanskeligt for den kinesiske stat at håndhæve loven. Det kræver nemlig, at spiludbydere både verificerer en brugers alder og holder opsyn med tid tilbragt på spillet. På mange onlinespil skal man i forevejen logge ind med en form for id, men mange børn bruger deres forældres oplysninger (ikke mindst fordi der er tilknyttet et kreditkort). Og hvad med spil der ikke er online? I de tilfælde er det kun de andre i huset, som kan holde øje med, hvor længe der bliver spillet.

Love der har med online adfærd at gøre kræver online overvågning. Og digital overvågning medfører risiko for hacks og lækkede oplysninger som kan true brugeres privatliv. Det er også én af bekymringerne i forhold til en kommende britisk lov, der vil forsøge at begrænse børns adgang til online porno ved at verificere alder. Verifikationen kan fx ske ved, at en bruger uploader en kopi af deres pas til hjemmesiden, som godkendes gennem en tredjepart. Selvom dette sker krypteret, er der en chance for, at folks pornohistorik kan kobles til deres person. Hvis den information bliver offentliggjort kan det potentielt være pinligt for mange – i værste tilfælde kan det begrænse deres bevægelsesfrihed i lande hvor homoseksualitet eller andet er forbudt.

2) Vi ved ikke, hvad vi skal lovgive ud fra

Da Kina offentliggjorde de nye guidelines i november, blev pressen informeret om at lovene blev sat i verden for at “beskytte mindreåriges fysiske og psykiske velvære“. Kina har tidligere gjort en indsats for at begrænse computerspil, da de kobler det til nærsynethed, afhængighed og i værste tilfælde dødsfald forårsaget af længerevarende stillesiddende aktivitet og usunde spisevaner. Andre studier peger på, at man bliver ensom og depressiv af overdreven skærmtid. Modstridende forskning tyder på, at computerspil kan være terapeutiske og skabe sociale frirum.

Alt i alt har den eksisterende forskning ikke kunnet påvise en direkte relation mellem skærmaktivitet og mistrivsel. Det er altså ikke mobiltelefonerne, tablets eller computerspillene selv der har en skadelig effekt. Tværtimod er det inaktiviteten der ofte følger med skærmtid som er usundt, såvel som den potentielle negative kommunikation der foregår via de digitale devices, der kan gøre dit barn ked af det og indelukket.

At lave regler og forbud for skærmtid er derfor problematisk; det skærer alle brugere over med en kam og tager ikke hensyn til kvaliteten af den aktivitet, der foregår på skærmen. I Danmark er det netop af denne grund at eksperter som Stine Liv Johansen, formand for Medierådet for Børn og Unge, er skeptisk overfor sundhedsminister Magnus Heunickes ønske om anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Rådene til børn og unges skærmbrug skal være klar ved skoleårets start i 2020.

3) Forklaring fremfor forbud

I Danmark kan vi godt lide at stille spørgsmål til hinanden og til autoriteter. Vi dyrker en kultur som er præget af debat og modstridende holdninger som bliver kvalificeret gennem både kolde tal og gode argumenter. Derfor er det ikke noget at sige til, at Sundhedsstyrelsen, Medierådet eller Center for Digital Dannelse ikke har lyst til at smække nogle mere eller mindre tilfældige timetal på anbefalinger til skærmbrug. Selvom det da ville være rart at kunne give de mange forældre der spørger, et klart svar.

Snarere end at forbyde giver det mening at fordybe sig i, hvorfor ens børn bruger tid bag skærmen. Er det ren og skær underholdning, en måde at være sammen med vennerne, et kreativt outlet eller er det fordi de savner noget i hverdagen, som de føler, de kun kan få gennem skærmen? Dialog er vejen frem – snak med dine børn om deres digitale liv og find nogle retningslinjer der passer til deres virkelighed. Der er ikke noget i vejen for at lave regler og grænser, så længe de er velovervejet.

Om forfatter

Helene Haugaard
Chefkonsulent ved Center for Digital Dannelse