Net-etikettens udfordringer: online ansvarszoner

Posted on

Nogle gange kan det være lettere at forholde sig netetisk, når det kommer helt tæt på. Vi råder til at man starter arbejdet med den digitale dannelse hos sig selv og sine nærmeste.

Net-etikettens udfordringer: online ansvarszoner

Af Helene Haugaard


Udgivet af Center for Digital Dannelse i april 2017

© 2017 Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt forfatter

Netetik og digital dannelse går hånd i hånd. Omend online fællesskaber med etisk ansvarsbevidste brugere er noget vi både som samfund og som individer burde efterstræbe, er det lettere sagt end gjort. Vores erfaringer siger os istedet, at dannelsesarbejdet udbygges i etaper, hvor man arbejder sig udad fra et egocentrisk midtpunkt. For det er trods alt lettere at bede folk passe på sig selv end at bede dem værne om hele verdenen.

I Center for Digital Dannelse arbejder vi derfor med online ansvarszoner der skitserer de etiske overvejelser mellem individet og fællesskabet. Læs med og bliv klogere på de fire zoner.

Etik på nettet er for abstrakt for de fleste

“I bliver nødt til at komme ud og lære vores elever god net-etikette.”

Sådan starter nogle af de mails og opkald vi får. Det er skoleledere, klubpædagoger, PLC’ere, klasselærere, forælderrepræsentanter og bibliotekarer der oplever en hård tone mellem elever, en stigende miskommunikation eller misforståelse mellem unge i deres daglige digitale udvekslinger, eller decideret ubehagelige og grænseoverskridende sager der involverer krænkende materiale eller online mobning.

Behovet for bedre net-etikette er således rigtig spottet: for at mindske digitale dilemmaer og for at fremme den digitale trivsel må eleverne nødvendigvis undervises i og oplyses om en tidssvarende og etisk forsvarlig netadfærd. Men net-etikette, eller netikette, er ikke noget man lærer fra den ene dag til den anden. Det er noget der kræver tid og erfaring. Noget der skal justeres løbende efter behov og efter kontekst.

Og så er netikette et komplekst og abstrakt begreb for langt de fleste.

Det er det først og fremmest fordi etik og moral online bevæger sig indenfor det man kunne kalde “det usynlige fællesskab”; massive, globale, uigennemskuelige fællesskaber som Facebook, Instagram og World of Warcraft hvor brugere med et væld af forskellige personligheder, kulturer, aldre og overbevisninger mødes ude i æteren. Det usynlige fællesskab fordrer – i den ideelle verden – relationer der er bygget på gensidig respekt og en åbenhed overfor nye synspunkter og modstridende holdninger. Det utopiske internet er et sted hvor alle mennesker mødes som ligeværdige. I virkeligheden giver nettets anonymitet dog ofte anledning til trusler, vold og had som løber løbsk, da brugere føler sig beskyttet bag skærmen og sjældent skal stå til ansvar for deres online ytringer. Med andre ord: det kan være sindsygt svært at begå sig etisk overfor en ansigtsløs og umiddelbart følelsesløs profil, hvis bagvedliggende bruger i øvrigt ikke behandler dig med et gram respekt eller forståelse.

Ikke desto mindre: netikette er noget vi alle må bestræbe os på. Men måske er et krav om god etik online bare ikke der vi nødvendigvis skal starte.

Gør dannelsen relevant for individet

Mange husker tilbage til matematikundervisningen med en vis irritation: Hvad var det egentlig jeg skulle bruge de logaritmer til? Hvornår har jeg nogensinde brugt Pythagoras’ læresætning om trekanter i den virkelige verden? Og det der med at lære hovedregning fordi “Du kan ikke altid regne med at have en lommeregner på dig” holdt heller ikke vand (tak, iOS og Android!). Min pointe er ikke, at matematik var eller er et overflødigt fag. Min pointe er i stedet, at lige så snart hovedregningen handlede om dagligvareindkøb og om man havde mønter tilovers til at købe en pakke Haribo, gav det mening.

Den digitale dannelse skal på samme måde gøres relevant, for at være interessant.

Det handler om at tale sig ind på folks hverdag. Hvilke medier de bruger, hvordan de bruger dem, og hvilke mennesker de kommunikerer aktivt og passivt med i de online fællesskaber. Menneskers digitale vaner er vidt forskellige, alligevel tegner der sig fire overordnede typer fællesskaber: 1) Selvet, 2) Venner og familie, 3) Det nære fællesskab og 4) Det usynlige fællesskab.

Som bruger vil der altid som minimum være ét medlem af det digitale fællesskab: dig selv. Når du søger information på Google, tjekker din årsopgørelse eller beregner den hurtigste cykeltur til fitnesscentret gør du det måske alene – men der er trods alt en vis interaktionen mellem devicet og dig. Du har indgået i et fællesskab med det digitale.

I hverdagen udvides det fællesskab sandsynligvis til at inkludere venner og familiemedlemmer. I sms’er og chatter sammen, deler billeder og laver sociale aftaler. Men fællesskabet er stadig forbeholdt de udvalgte få – dem hvis meninger betyder noget, hvis selskab værdsættes.

Det nære fællesskab består af arbejdskolleger, klassekammerater, sportshold, interessegrupper og lignende. De mennesker der sidder på grænsen mellem ‘venner’ og ‘bekendte’, men som du har en relation til der plejes regelmæssigt. Folk du gerne viser dine bedste sider frem overfor, men også med en vis Instagram-filtrerede distance.

Og så er der det usynlige fællesskab, som tæller alle de andre brugere på sociale medier, online spil, datingsites og mobile platforme som du hverken kender eller har synderlig meget tilfælles med. Men som du alligevel har mulighed for at tale direkte til.

Stil krav til dig selv, før du stiller krav til andre

For hver af de fire fællesskaber, fører der en vis fornemmelse for socialt ansvar med sig. Det former sig til den model vi kalder for online ansvarszoner:

Når vi taler om at uddanne og oplyse til netetikette, stiller vi krav til brugeres opførsel overfor det usynlige fællesskab. Lad os i stedet starte i det små:

  1. Zone 1: I denne ansvarszone handler det om egen digital sikkerhed. Har du beskyttet dine private oplysninger, dine kodeord? Hvis der sker et brud i denne zone (hacking, du bliver delt uden samtykke) er det noget, der rammer lige ind hos individet. Man kan meget lettere forholde sig til dette aspekt af digital dannelse, da det har direkte indflydelse på én selv.
  2. Zone 2: Her handler det om tillid mellem venner og familiemedlemmer. Kan man stole på, at det der bliver skrevet/delt privat forbliver mellem os? På samme måde som i Zone 1 kan en overtrædelse af Zone 2’s ansvar mærkes med det samme: har du lagt et grimt billede op af din veninde eller sladret om din bror ender det hurtigt i en konfrontation i den virkelige verden.
  3. Zone 3: I det nære fællesskab bør der herske en gensidig respekt. En respekt der ikke nødvendigvis afspejler decideret venskab, men en fælles forståelse for og overholdelse af grænser, samt en tilkendegivelse om fælles adfærdsregler. I denne zone arbejder brugere sammen om at opretholde et mobbefrit, fordomsfrit og positivt anerkendende rum. Eller, i det mindste, arbejder alle brugere ud fra samme udgangspunkt (dvs. at en gruppe sagtens kan rumme eksempelvis en hård tone, da alle gruppens medlemmer er nået til enighed omkring denne tone – og ved præcis hvor grænsen går.)
  4. Zone 4: I det usynlige fællesskab handler det om at udvise etik og moral. Når vi taler om netetikette her gælder samme forhold som ved det nære fællesskab – nultolerance overfor chikane og mobning, inklusivitet, m.m. – men i det usynlige fællesskab har man ikke mulighed for at gensidigt aftale spillereglerne.
    I stedet må man her udvise netetikette på trods af, at man potentielt mødes af en hær af trolls. Man må vende den anden kind til. Man må behandle alle lige og med respekt, selvom de sviner en til. Og det er svært.

I den ideelle verden handler vi alle etisk – både online og offline. Men sådan er det ikke.

Det er derfor et højt krav at sætte, at efterstræbe netetiske døtre, sønner, elever og kollegaer. Det er et mål vi skal have os for øje, absolut. Men lad os i stedet opruste den enkeltes digitale kompetence og digital dannelse så vi gradvist kan opnå etiske fællesskaber. Lad os tage et første skridt der hedder: kan du opføre dig ordentligt over for dine forældre, dine kammerater, din kæreste og dine kollegaer? Kan du navigere det digitale moralfelt i det daglige? Så er vi godt på vej.

Om forfatter

Helene Haugaard
Digital Konsulent ved Center for Digital Dannelse

Email:
helene@digitaldannelse.org