Hvad er en cookie?

Posted

Ved du, hvad du siger ja til, når du accepterer cookies på en hjemmeside?

Hvad er en cookie?

Af Marie Enevoldsen


Udgivet af Center for Digital Dannelse i januar 2019

© 2019 Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt forfatter

Er det første gang, du besøger vores hjemmeside? I så fald har du sikkert lige trykket ‘ok’ til en pop op-besked om, at vi bruger cookies. Den slags møder man efterhånden på de fleste hjemmesider, men ved du egentlig, hvad cookies er? Sådan rigtigt? Og ved du, hvad de betyder for din færden på nettet? Bliv klogere i videoen her:

Cookies tjener flere formål

En cookie er kort sagt en lille tekstfil eller genvej, som firmaer bag hjemmesiden gemmer på din computer, tablet eller telefon, når du besøger deres site. På mange måder tjener cookies et godt formål. Det er nemlig ved hjælp af cookies, at dine indstillinger og præferencer for siden gemmes. Det er f.eks. cookies, der sørger for, at en hjemmeside fortsat vises på det sprog, du har valgt, og det er cookies, der gemmer dine varer i indkøbskurven.

Firmaer gemmer din data

Cookies er bestemt ikke en ny ting, men her  – i en tid, hvor debatten om overvågning raser – er det igen (igen igen) blevet relevant at tale om de små ‘hjælpere’. Cookies er nemlig ikke kun til for at gøre din og min brugeroplevelse bedre. I nogle tilfælde bruges de også til at indsamle ret personlige informationer om brugeren af en side, altså dig og mig. Og i visse tilfælde er mængden af indsamlet data så stor, at man får lyst til at stille spørgsmålet; bliver vi overvåget?

Lad os sige, at du over en periode køber forskellige varer på nettet. De fleste websider har i dag en tilknytning til Facebook eller Google, f.eks. via en like-knap eller værktøjer til at analysere besøg på hjemmesiden. Når du klikker dig ind på den slags hjemmeside – lad os forestille os, at du i det her tilfælde besøger 2-3 webshops – med tilknytning til Facebook eller Google, er det ikke kun selve webshoppen, der indsamler din data. For hvis du samtidig benytter en Google-konto, din Gmail, eller en konto på Facebook eller Instagram (som er ejet af Facebook), giver du selv samme firmaer lov til at følge dig rundt på nettet, fra webshop til webshop ved hjælp af cookies, som er indlejret i den kode, der bruges til at vise like-knappen. På den måde har en tredje part – i det her tilfælde Facebook eller Google – også adgang til dine informationer.

Læs før du siger ok

Det gør det muligt for dem at indsamle informationer om f.eks., hvilken adresse du bestiller fra, og de kan skaffe viden om, hvilke varer du bestiller, og hvor tit du gør det. På den måde lærer firmaerne dig bedre og bedre at kende, og det gør dem i stand til at målrette annoncer til lige netop dig. Den viden er altså penge værd, og selv de informationer, som firmaerne i første omgang ikke kan bruge til noget konkret, gemmer de – som en opsparing.

Derfor er det vores råd, at du tager dig tid til at undersøge, hvad du siger ja til, når du trykker ‘ok’ til cookies. De fleste cookie-notifikationer giver dig mulighed for at læse privatlivspolitikken for hjemmesiden, og når du gør det, kan du bedre forberede dig på, hvilke informationer du deler ved at bruge den pågældende side. Nogle steder kan du direkte fravælge brugen af visse cookies, men det gælder ikke alle hjemmesider. I yderste tilfælde kan du fravælge brugen af hele hjemmesiden, og du kan bede firmaet slette informationer, de har om dig.

Om forfatter

Marie Enevoldsen
Digital konsulent hos Center for Digital Dannelse

Email:
marie@digitaldannelse.org