Gode råd, når dit barn handler med skins
Desværre oplever nogle børn at blive svindlet, når de køber eller sælger skins på nettet. Derfor er det vigtigt, at du som forælder taler med og hjælper dit barn, hvis hun eller han godt kan lidt at handle med skins. Find gode råd i artiklen her.
Marie Dollerup Enevoldsen
Ansvarlig for børne- og ungeområdet
© Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt Center for Digital Dannelse
Senest opdateret 15. aug. 2023
Et skin er en slags udsmykning, som ikke har nogen spilmæssig fordel. Det kan fx være et sjovt kostume til din karakter i spillet, et særligt smukt våben eller udsmykning til samme.
Det er forskelligt fra spil til spil, om et givent skin kan købes for penge, eller om man kan opnå det ved at spille spillet på en bestemt måde (fx ved at vinde eller bruge lang tid på spillet). Det er heller ikke alle skins, som kan gives væk – og dermed sælges videre.
Se også vores artikel med gode råd til at tale med dit barn om gaming her.
Hvor foregår handlerne?
Køb og salg af skins foregår mange forskellige steder. Det kan fx ske i facebook-grupper, på online markeder i stil med DBA og gennem private chats (i eller udenfor spillet), hvor to brugere bliver enige om at handle med hinanden.
Hvordan foregår svindlen?
Man kan desværre blive snydt på flere måder. En af de mest almindelige måder at blive snydt på er gennem samhandel med en anden privatperson, hvor barnet lokkes til at sende penge eller sine skins til den anden uden nogensinde at få noget tilbage. I de her tilfælde gemmer modparten sig ofte bag en falsk profil.
En del børn bliver også snydt, fordi de deler loginoplysninger til deres spilprofiler. Det sker fx i tilfælde, hvor barnet har fået en ny onlineven, som tilbyder at “hjælpe” med et problem på profilen. Men i stedet går personen ind og ændrer loginoplysningerne, og så har dit barn mistet sin profil og dermed alt, hvad hun eller han har opbygget i sit spil.
Mange bliver også snydt ved at logge ind på et såkaldt fake site, hvorefter deres konto bliver overtaget – inklusiv alle de fede skins, som de måtte have samlet eller købt sig til i spillet. Et fake site kan fx være en hjemmeside, som til forveksling ligner spillets egen portal, hvor barnet normalt logger ind.
Hvad kan du og dit barn gøre for at undgå svindel?
- Tal med dit barn, hvis han/hun køber eller sælger ting online, så du kan blive klogere på, hvordan handlerne foregår. Lær i den forbindelse dit barn, at virker en handel for god til at være sand, så er den det nok også.
- Lær også dit barn at være kritisk overfor vedkommende, de handler med. Tjek fx personens profil, og spørg jer selv, om profilen ligner en rigtig profil, og undersøg om personen har handlet med andre – måske kan I finde nogle anmeldelser?
- Hvis dit barn selv sælger skins, bør du også fortælle barnet, at hun/han aldrig bør logge ind med sine kontooplysninger andre steder end på spillets egen platform.
Hvad skal du være opmærksom på, hvis dit barn køber ting inde i spillet?
Mange af os forældre bekymrer os også over, at det ofte er muligt at købe ting inde i selve spillene. Selve spillet er måske gratis, men dit barn kan til gengæld købe ting inde i spillet – fx skins til våben eller sin karakter. Det skaber hurtigt konflikt derhjemme, fordi børnene taber overblik over, hvor mange penge de bruger i spillet, eller ikke kan gennemskue, hvad de får for pengene. Det skyldes bl.a., at handlerne ofte foregår gennem bittesmå og ret uigennemskuelige køb.
Det er fristende at købe de fine ting i spillet, men i mange tilfælde ved børnene ikke engang, hvad de køber. I en del spil kan man nemlig købe de såkaldte lootboxes: en slags digitale kinderæg eller lykkeposer med ukendt indhold.
Og så er det en kæmpe udfordring, at børnene ikke har pengene i hånden, når de køber noget inde i et spil. Man ser dem ikke forsvinde og samtidig bruger flere spil deres egen valuta, som kan veksle i værdi, og som gør det endnu sværere at forstå, hvor mange penge et skin egentlig koster. Det er fx tilfældet i Roblox, hvor man handler i Robux, eller i Fortnite, hvor møntfoden hedder V-Bucks.
Hvad kan du gøre, hvis dit barn køber ting inde i spillet?
- Lav konkrete aftaler på forhånd om køb ved mikrotransaktioner. Tal om, hvor mange penge dit barn må bruge i spillet i den næste måned (og hjælp med at oversætte til den valuta, der bruges i spillet).
- Træk evt. beløbet fra lommepengene, så I ikke skal have løbende snak eller tiggeri om småbeløb.
Find råd til sikker handel med skins på scammed.dk