Sharenting: At dele billeder af sine børn på sociale medier
Hvordan balancerer man ønsket om at dele familiens øjeblikke med hensynet til barnets privatliv? I denne artikel får du konkrete råd til at dele billeder af dit barn med omtanke og sikre dit barns digitale fodaftryk.
Center for Digital Dannelse
© Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt Center for Digital Dannelse
Senest opdateret 9. okt. 2024
Hvad er sharenting?
Sharenting er et begreb, der beskriver forældre, som deler billeder og informationer om deres børn på sociale medier. Navnet er en sammentrækning af ordene “share” og “parenting”, og det betegner det, at forældre lægger billeder, videoer og personlige detaljer om deres børn op på sociale platforme som Facebook, Instagram og TikTok.
For mange forældre er det en måde at dele særlige øjeblikke med venner og familie. Men sharenting åbner også for nogle etiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål, man som forælder bør overveje, før man poster indhold om sine børn online.
De digitale fodaftryk, der skabes via sharenting, kan få konsekvenser for barnets fremtid. Informationer og billeder, som bliver lagt ud i dag, kan blive tilgængelige for fremmede eller hackere, og det kan få indflydelse på barnets privatliv allerede inden, barnet selv har adgang til sociale medier. Derudover kan det skabe uønsket opmærksomhed eller føre til ubehagelige oplevelser for barnet senere i livet.
Gode råd, når du gerne vil dele billeder af dine børn på sociale medier
- Spørg før du deler
Respektér dit barns grænser og spørg om lov, inden du lægger noget op. - Gennemgå gamle billeder sammen
Sæt dig med dit barn og gennemgå de billeder, du har taget af barnet gennem tiden. På den måde kan barnet selv være med til at beslutte, hvilke billeder der er okay. - Tænk over privatindstillingerne
Inden du deler et billede, skal du overveje, hvem der kan se det. Sørg for, at dine privatindstillinger er opdaterede, og at du kun deler billeder med personer, du stoler på. - Del med omtanke
Spørg dig selv, om det billede, du vil poste, er noget, dit barn vil synes om at have liggende på internettet om 5 eller 10 år. Billeder, som virker harmløse nu, kan senere blive pinlige for barnet eller misforstået af fremmede. - Undgå deling af personlige informationer
Det er vigtigt ikke at dele følsomme oplysninger som barnets fulde navn, adresse, skole eller andre private detaljer. Jo færre personlige data, der er tilgængelige online, jo mere beskyttet er dit barn. - Overvej konsekvenserne på lang sigt
Når noget bliver lagt op på internettet, kan det være meget svært at fjerne igen. Billeder og videoer kan blive downloadet, delt videre og endda ende på hjemmesider, hvor de bliver brugt til formål, du ikke har kontrol over. - Brug alternativer til offentlige platforme
Hvis du gerne vil dele billeder med nære venner og familie, kan du overveje at bruge lukkede eller private platforme som f.eks. en familiechat eller en delingstjeneste med begrænset adgang.
Sharenting er en balancegang mellem ønsket om at dele familiens oplevelser med andre og barnets ret til privatliv og beskyttelse. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det digitale fodaftryk, vi skaber for vores børn, kan følge dem resten af livet. Ved at tage ansvarlige valg og tænke sig godt om, kan man som forælder stadig dele glædelige øjeblikke – uden at sætte barnets privatliv og sikkerhed på spil.
Du kan læse mere om sharenting i denne artikel, som vi har lavet i samarbejde med Telenor som en del af kampagnen SPURGT?