Skab gode skærmvaner i familien
Når det kommer til børn og unges skærmbrug, kan det som forældre være udfordrende at finde den rette balance. Læs vores forslag til, hvordan I kan skabe rammer for gode skærmvaner derhjemme.
Center for Digital Dannelse
© Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt Center for Digital Dannelse
Senest opdateret 20. okt. 2025
Vi lever i en digital verden, hvor skærme er en naturlig del af hverdagen, både i skolen, fritiden og i flere sociale sammenhænge. Når det kommer til børn og unges skærmbrug, kan det som forældre være udfordrende at finde den rette balance.
Men hvordan kan man som forældre skabe gode digitale vaner uden at det forårsager konflikter? I stedet for udelukkende at have fokus på tidsbegrænsninger, kan en indgangsvinkel være at kigge på, hvordan skærmene bruges, og hvordan I som familie sammen kan skabe en meningsfuld digital hverdag. Vi har herunder listet en række forslag til, hvordan I kan skabe rammer for gode skærmvaner derhjemme.
Fra klare regler til fælles aftaler
Det er vigtigt at huske, at alle børn og familier er forskellige. Hvad der virker for nogle familier, virker måske slet ikke for andre familier. Dertil er det afgørende at skærmreglerne tilpasses barnets alder og modenhed. Hvor de yngste børn har brug for klare, faste regler sat af den voksne for at skabe tryghed og forudsigelighed, skal tilgangen ændres, når børnene bliver ældre, typisk i pre-teen og teenageårene.
I takt med at barnet udvikler sig og modnes, skifter fokus fra ensidige regler til fælles dialog og aftaler. Her virker det bedst, når I som forældre i langt højere grad inddrager jeres barn i rammerne.
Et par greb kan være at forklare begrundelsen: I stedet for at sige “du må kun spille 1 time”, så brug tid på at forklare hvorfor grænsen er sat, eksempelvis: “vi sætter en grænse for at sikre, at der også er tid til lektier og sport”. Det skaber respekt for reglen.
Når barnet er lidt større, kan der forhandles om rammerne: Giv barnet medindflydelse på hvordan aftalen udformes, eksempelvis: “Vil du hellere spille 1 time efter lektier eller 30 minutter før og 30 minutter efter aftensmaden?”
Når barnet er teenager kan der tildeles ansvar: Ved at inddrage barnet, opnår I et større ejerskab for at overholde aftalerne. Øget frihed, kombineret med ansvar, hjælper barnet med at udvikle vigtige kompetencer inden for selvregulering og tidsstyring, som de skal bruge i voksenlivet.
Skab skærmfrie stunder under måltider
Overvej at gøre måltiderne til en tid uden skærme, hvor både børn og voksne kan fokusere på hinanden og den mad, I nyder sammen. Det skaber rum til nærvær og samtaler, som også kan omhandle digitale oplevelser, eksempelvis videoer man har set på nettet eller spiloplevelser børnene har haft med vennerne, hvis det er netop det, der fylder mest hos jeres børn.
Giv plads til dialog om online oplevelser
Det er vigtigt, at I taler om skærmbrug og online oplevelser, da det hjælper børn og unge til at reflektere over deres digitale liv og vaner. Ved at lade børnene sætte ord på de digitale oplevelser får I som forældre en bedre forståelse af, hvad der foregår på skærmene, og hvorfor visse aktiviteter føles vigtige. Den åbne dialog kan give jer som forældre en større bevidsthed om, hvordan skærmene bruges, og gøre det lettere at sætte realistiske og meningsfulde rammer for skærmbrug.
Prioritér skærmfrie aktiviteter som familie
Afsæt tid til skærmfrie aktiviteter, der passer ind i jeres hverdag, det kan være en fast ugentlig eftermiddag eller et par timer om aftenen. Gør det til en sjov udfordring, hvor I som familie kan lave ting sammen, som ikke kræver skærme. Lad alle i familien bidrage med deres ideer til naturoplevelser, kreative udfoldelser, brætspil eller andre aktiviteter. På den måde kan I minimere eventuelle konflikter og skabe gode vilkår for den kvalitetstid, I får sammen.
Vælg et skærmfrit soveværelse for bedre søvn
For at hjælpe med at skabe ro ved sengetid, kan I overveje at holde skærmene ude af soveværelset. Det hjælper både børn og voksne til bedre søvnkvalitet og eliminerer forstyrrelser fra notifikationer sent om aftenen. I kan med fordel bruge et almindeligt vækkeur i stedet for telefonen. Alternativt kan I sætte telefonerne på flytilstand, så det kun er vækkeurets alarm, der vækker jer.
Inddrag børnene i fastsættelsen af skærmregler
Når børnene er med til at sætte rammerne for skærmbrug, oplever de et større ejerskab og medansvar for at overholde reglerne. Ved at inddrage børnene i beslutningerne, skaber I sammen regler, der føles mere retfærdige og realistiske, hvilket fører til bedre overholdelse og færre konflikter.
Hvis I som familie beslutter at skærmreglerne er gældende for både børn og voksne, er det selvfølgelig vigtigt at I som forældre går forrest og selv overholder de aftalte rammer. Det er med til at skabe en fælles respekt og troværdighed om reglerne.
Når I laver skærmregler, så tænk over:
Der kan være mange grunde til, at forældre ønsker at fastsætte skærmregler i hjemmet, særligt i lyset af den aktuelle debat om børns trivsel og deres forbrug af skærme.
Men når I indfører skærmregler i hjemmet, er der nogle faldgruber, I så vidt det er muligt bør undgå, for at sikre, at reglerne bliver effektive og holdbare for hele familien. Overvej derfor følgende råd, når I fastsætter jeres rammer:
Undgå regler uden forklaring
Børn forstår bedre og respekterer regler, hvis de ved, hvorfor de eksisterer. Derfor bør I undgå at lave regler uden at forklare baggrunden for dem. Det er derfor en god idé at have samtaler om, hvorfor det er vigtigt at opretholde en balance mellem digitale og fysiske aktiviteter.
Undgå for stramme eller urealistiske regler
Gør jer selv den tjeneste, at undgå at lave for mange eller for strenge regler, som kan være svære at håndhæve. Hvis reglerne er for restriktive, risikerer I, at de bliver ignoreret, opfattes som uretfærdige, eller at I får svært ved at overholde dem. Det er vigtigt at være fleksibel og tage hensyn til familiens daglige rytme og behov.
Undgå skærmtid som belønning
At bruge skærmtid som belønning for god opførsel kan føre til, at barnet anser skærme som noget meget værdifuldt og eftertragtet. I stedet for kan I vælge at betragte skærmbrug som en normal del af hverdagen, der skal balanceres med andre aktiviteter.
Undgå skærmforbud som straf
At bruge skærmforbud som en straf kan bidrage til at skabe et negativt forhold til reglerne og skærmbrug. Det kan resultere i, at jeres barn undgår at dele negative online oplevelser, eks. digital mobning med jer, fordi barnet frygter at blive udelukket fra de digitale platforme, som I har givet barnet adgang til.
Samtaler og fælles regler skaber struktur
At skabe en åben dialog om skærmbrug i hjemmet og opstille nogle fælles regler er vigtigt for børn og unge, fordi det bidrager til at skabe struktur og hjælper med at etablere nogle gode digitale vaner i en hverdag, hvor skærme spiller en central rolle.
Ved at opstille fælles regler for skærmbrug i familien, som også overholdes af voksne, understøttes børnenes udvikling af gode vaner. Samtidig med at I skaber en stærkere forståelse og dialog om, hvordan skærme kan bruges meningsfuldt.
Du kan læse vores artikel om forælderen som digital rollemodel her. Dertil kan du finde flere gode råd til børn og unges skærmbrug i Skærmguiden udarbejdet af Børns Vilkår. Du kan læse, hvad Digitaliseringsministeriet anbefaler, i forhold til at skabe et trygt og godt digitalt børne- og ungdomsliv her.
