Mobilfri skole

Er mobiltelefoner en unødig stressfaktor og forstyrrelse i undervisningen, eller skal vi vænne vores skolebørn til at kunne bruge - og kunne modstå - mobilen i klassen?

Center for Digital Dannelse

© Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt Center for Digital Dannelse

Senest opdateret 15. okt. 2025


Er mobiltelefoner en unødig stressfaktor og forstyrrelse i undervisningen, eller skal vi vænne vores skolebørn til at kunne bruge – og kunne modstå – den bippende mobil i skoletiden?

En undersøgelse fra efteråret 2024 foretaget af Børne- og Undervisningsministeriet, viste at mere end hver tredje elev i 6. og 8. klasse oplevede at blive distraheret af digitale enheder som mobiler i undervisningen.

Derfor har et bredt flertal i Folketinget, med afsæt Trivsels Kommissionens anbefalinger fra feb 2025, nu valgt at indføre et lovkrav til skolebestyrelser, forældrebestyrelser og ungdomsskolebestyrelser, der skal fastsætte lokale retningslinjer, så alle danske folkeskoler og fritidstilbud med start i skoleåret 2026/2027 bliver mobilfrie. Læs pressemeddelelsen her.

Formålet med tiltaget er at fjerne de forstyrrende elementer som smartphones og andre private elektroniske enheder, der har adgang til internettet. I et forsøg på at genvinde det pædagogiske rum og skabe mere plads til faglighed, fordybelse og fællesskaber, til gavn for eleverne. Samtidig skal der udarbejdes en teknisk løsning for indholdsfiltrering af ikke-relevante hjemmesider.

Der er bred enighed blandt partierne, at skolerne skal have værktøjer, der lokalt kan blokere for adgangen til hjemmesider, der ikke har undervisningsmæssig eller pædagogisk relevans, såsom gaming, streaming, gambling, porno, shopping og sociale medier.

Den mobilfri skole har i årevis været genstand for debat. Mange skoler har løbende forholdt sig til teknologien, enten gennem mobilpolitikker, undervisning i digital dannelse eller ved at indføre mobilfrie timer.

Herunder har vi fundet en række argumenter for og imod. Nogle af argumenterne er fra før tiltaget officielt blev præsenteret den 30. sep. 2025, men de er fortsat relevante for enhver skolebestyrelse, der ønsker at orientere sig i debatten.

Argumenter for mobilfri skole

1. Elevernes fællesskab styrkes i frikvarterer.

Det første argument for at pakke mobilerne væk kredser om de unges trivsel og fællesskab i klassen. Sundhedsstyrelsen har blandt andet offentliggjort generelle anbefalinger for skærmforbrug, med fokus på at skærme kan påvirke børns mentale sundhed og trivsel.

Og udspillet om mobilfrie folkeskoler og fritidstilbud, skal motivere eleverne til at søge tilbage til fællesskaberne i det fysiske rum, hvor de leger og taler sammen og derved får opbygget stærkere relationer til hinanden. Læs artiklen her om Baunehøj Efterskoles elevers oplevelse med mobilfri måned. 

2. Lærernes undervisning kommer i første række

Det andet argument handler om selve undervisningen og læringssituationen, hvor argumentet mod mobiler er: “Børn går i skole for at lære, diskutere, lytte, tale, undres og undersøge i et fællesskab” siger Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance, læs mere her.

Dertil kommer adfærds perspektivet, om at du ikke viser hverken de andre deltagere/elever eller dén, der leder undervisningen, respekt, hvis dit fokus er på mobilen.

Læring kræver nærvær, du taber det nærvær, hvis mobilen er fremme og bipper på bordet eller i hånden (med mindre undervisningen specifikt fordrer mobilen som didaktisk redskab). Det synspunkt udfolder Sociolog Anette Prehn på Hjernesmart.dk, hvor hun skriver om mobilfrie skoler og læringsrum.

3. Skolerne er allerede gået i gang med at lave forbud.

På 8 ud af 10 danske folkeskoler arbejder man allerede aktivt i gang med at indføre mobilpolitik med henblik på færre forstyrrelser og mere nærvær i undervisningen, viser undersøgelsen fra 2024 foretaget af Grundskolepanelet på vegne af børn og undervisningsministeriet.

Liberal Alliances Henrik Dahl har tidligere udtalt i artikel bragt af Politiken.dk , at han gerne vil skrive en lovændring ind, der gav skolerne ret, sort-på-hvid, til at forbyde mobiler. På den måde, mener Dahl, kan man komme eventuel lokalpolitisk ‘bøvl’ og tvivl fra forældre i forkøbet. Med andre ord: skolerne har fuld autoritet til at bestemme, om mobilerne skal forbydes eller ej. Og tallene viser, at flere skoler allerede vælger at vinke farvel til mobiler i timen.

Lektor i Pædagogisk Psykologi ved Aarhus Universitet, Andreas Lieberoth mener dog, at regeringens mobilforbud kommer 10 år for sent, hør hans udtalelse til DR her

Argumenter mod mobilfri skole

1. Vi skal lade eleverne tage stilling selv.

I debatten om mobilfri skoler bliver der ofte peget på en mulig sammenhæng mellem unges stigende mistrivsel og den udbredte adgang til digitale enheder.

Spørgsmålet er dog, om lovgivning alene kan løse problematikken, eller om der i lige så høj grad er behov for, at voksne – forældre, lærere og pædagoger understøtter børn og unge i at udvikle digitale kompetencer og lære at navigere i en digitaliseret verden. Flere aktører fremhæver, at digital dannelse og evnen til at bruge teknologien med omtanke kan være en central del af løsningen.

Én af de stærkeste argumenter mod mobilforbud er egentlig ikke, at eleverne skal have mobilen fremme i tide og utide. I stedet handler det om at italesætte brugen af digitale devices, hvor eleverne lærer gode adfærdsmønstre, så de forstår at vælge til og fra. Ved at give eleverne en stemme i debatten kan man fremme deres digitale dannelse og styrke deres selvstændige beslutningstagen.

Det argument bakkes op af lektor i psykologi ved Aarhus Universitet Jesper Aagaard, der mener, der generelt er behov for at se på elevernes digitale vaner, og hvad de betyder for deres mentale velvære og indlæringsevner, frem for et forbud.

Læs mere her Videnskab.dk. Det samme gælder Danske skole-elever der arbejder med konkrete tiltag til mobilpolitik og digital dannelse i folkeskolen. Dertil mener  Marlene Barkhus, formand for Undervisningsudvalget i Frederiksberg, “…det er helt skævt i en digital tidsalder”, at vi låser elevernes telefoner inde. De skal i stedet lære at bruge mobiler som arbejdsredskaber, Læs hendes argument her.

2. Digitalisering er et grundvilkår i vores verdenssamfund.

Et andet argument for mobiler i skolen læner sig op af det omdiskuterede spørgsmål: Hvad uddanner vi til? Danmark er digital, og digitalisering er kommet for at blive, derfor giver det ikke mening at udelukke digitale devices fra skolen. Hvad end lærerne kan lide det eller ej, og uanset om eleverne forstyrres af eller helt ignorerer mobilerne, skal klasselokalet følge med resten af verdenen. Mobiler, tablets, bærbare, smartboards og andet IT skal om noget fremhæves endnu mere i undervisningen, ikke bare for at lære eleverne tekniske færdigheder, men også digital omtanke. 

“Det er afgørende, at vi klæder vores børn og unge på til at forstå og anvende digitale teknologier og forstå den betydning, de har for vores hverdag, for vores relationer og for vores samfund.“ skriver Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, om digital dannelse er almen dannelse i indlægget her udgivet på UVM.dk

Professor i Informationsvidenskab ved Aarhus Universitet, Ole Sejer Iversen udtrykker også sin bekymring på Altinget.dk til emnet om at ruste elever til fremtidig konkurrence på det globale arbejdsmarked. Dorte Andreas, formand for skolelederforeningen, er kritisk over for et forbud, da størstedelen af skolerne allerede arbejder med retningslinjer for digitale devices. Politiken.dk

3. Hvis vi ignorerer det, vokser problemet måske?

Tredje argument, der taler imod mobilfri skole, omhandler de negative følgevirkninger, som teknologien ofte bliver skudt i skoene: stress over forventningen om konstant tilgængelighed og cybermobning, som nogle mener kan fjernes ved simpelthen at fjerne adgang til cyberspace. 

“Vi fjerner ikke de digitale udfordringer ved bare at tage telefonerne ud af skolen. Det handler for os at se nærmere på at gå mere nuanceret til værks og sige, der er nogle dage eller pauser, der er mobilfri, og så er der pauser, hvor det er okay at de bruger telefonerne” siger Kathrine Elmose Jørgensen, fra Børns Vilkår, der fraråder et mobilforbud for de ældste elever, læs artiklen her.

Der er endnu ingen reel forskning, der peger på mobilen som direkte årsag til mistrivsel og stress blandt unge. Tværtimod, hvis vi blot forbyder mobiler og ikke tilbyder børnene den digitale dannelse, der skal til for at kunne agere i vores digitaliserede samfund, kan vi risikere at se endnu flere stressede unge.

Hvis vi er bange for, at mobiler kan være medvirkende til stress, må vi blive bedre til at aktivt bruge dem, i stedet for blot at gemme dem væk til efter timen – udtaler Læge og phd Lone Ross Nylandsted om sammenhængen mellem mobilbrug og stress, til dr.dk.