Guide: Børnenes digitale fællesskaber

Her får du et smugkig ind i børnenes digitale verden, når vi guider dig igennem nogle af de mest elskede sociale medier og spil.

Center for Digital Dannelse

© Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt Center for Digital Dannelse

Senest opdateret 18. okt. 2022


Et af vores – synes vi selv – bedste råd, når vi taler med forældre er: Vis interesse og spørg ind til dit barns onlineliv. Det virker måske banalt, men det kan være en stor udfordring. For hvordan taler man med sit barn om en verden, man ikke forstår? Hvor starter man? Og synes børnene, at man snager, hvis man spørger?

Lad os starte med at svare på det sidste af de tre spørgsmål – her kan vi nemlig svare: Nej, ikke hvis du spørger med måde. De fleste børn og unge vil faktisk gerne fortælle om det, de oplever online, og de sætter pris på, at deres forældre viser interesse. Det leder os videre til spørgsmål 1 og 2 – hvordan spørger man ind til en verden, man måske ikke selv forstår, og hvor starter man?

Kort sagt handler det om at komme i gang. Spørg ind på samme måde, som når du spørger dit barn, hvordan det gik til fodbold, altså åbent og nysgerrigt. Børnene nyder tit at forklare, hvordan et spil eller socialt medie fungerer, så du kan roligt stille alle de ‘dumme’ spørgsmål. Men for at give dig en fordel – inden du går i gang med at snakke med dit barn – har vi lavet en guide til nogle af tidens mest elskede sociale medier blandt børn og unge i grundskolen.

Mange børn – og drengene især – er også sociale, når de spiller computer, for her kan de samarbejde, tale og skrive med andre spillere. Derfor har vi selvfølgelig også lavet en spilguide med information om de mest elskede spil og deres fordele og ulemper.

 

YouTube

Streaming udgør en stor del af ungdommens medieforbrug, og YouTube er en kæmpe spiller i den sammenhæng. I 2018 benyttede ca. 2/3 af danske unge i alderen 9-24 år YouTube hver eneste dag. På den populære webportal kan man finde alle slags videoer, som brugerne selv uploader, bl.a. videoer med bloggere og gamere eller de såkaldte tutorials (video-guides) og kreative Do It Yourself-videoer . Hvis man opretter en konto, kan man uploade videoer på sin egen kanal.

Aldersgrænse
Man skal være 13 år for at oprette sin egen konto på YouTube, men videoerne kan også tilgås uden en konto. Siden 5. februar 2018 findes dog en særskilt børneversion, kaldet YouTube Kids, som er for børn under 13 år. Her monitoreres både indhold og reklamer af ‘menneskeøjne’, og forældre har mulighed for at styre børnenes skærmtid via en timer. 

Fordele
YouTube-videoer er ofte både underholdende og lærerige, og sitet er et godt sted at dyrke sine interesser og følge sine yndlingsbloggere. 

Ulemper
Der er ikke noget filter, der beskytter børn og unge mod videoer, der er tiltænkt ældre personer, og der findes en del voldsomme ting på YouTube. Dog kan videoer med nøgenhed og indhold af seksuel karakter kun tilgås, hvis man er registreret bruger over 18 år, og YouTube monitorerer indholdet. Ikke desto mindre findes der eksempler på, at stødende indhold sniger sig ind, også på YouTube Kids. Et andet problem er, at børn, der selv lægger videoer på YouTube, sjældent er bevidste om privatindstillinger.

 

Snapchat

På Snapchat kan brugerne sende billeder og video direkte til hinanden i såkaldte ‘snaps’ eller udgive dem i ‘stories’, som er en kronologisk række af videoklip og/eller billeder, der kan ses af alle ens kontakter i Snapchat. Et billede sendt som snap forsvinder, når modtageren har åbnet den, og indhold i ‘stories’ forsvinder efter 24 timer.
En meget populær feature er desuden Streaks, som er en digital version af legen ‘bolden må ikke røre jorden’. Et streak starter, når to brugere sender hinanden noget mindst én gang i døgnet, tre dage i træk. Herefter viser der sig et flamme-ikon ud for den pågældende kontakt, og nu gælder det om at holde liv i flammen længst muligt ved fortsat at sende hinanden en snap hver eneste dag. Et streak kan køre i alt fra tre dage til måneder eller endda år.

Aldersgrænse
Trods en aldersgrænse på 13 år bruges Snapchat også af yngre børn. Tidligere fandtes der en børneversion af appen, nemlig Snapkidz, men denne er ved at blive rullet tilbage. I Snapkidz kunne brugere tage billeder og redigere dem i appen, men ikke sende dem til andre. 

Fordele
Snapchat er glimrende til at opdyrke og vedligeholde gode venskaber, og i mange skoleklasser har eleverne en klassegruppe, hvor de dyrker fællesskabet.

Ulemper
Nogle børn oplever dog at blive udelukket fra fællesskabet, fordi de ikke bliver inviteret med i en eller flere grupper på Snapchat. Et andet problem er, at streaks kan være stressende for de børn, der har mange kørende på samme tid. Desuden kan det være svært at løse en konflikt som forældre, hvis man ikke når at se beskeden eller billedet, før det ‘forsvinder’.

 

Instagram

Instagram er et socialt medie båret af visuelt indhold som foto og video. Her kan du dele eget indhold, like eller kommentere andres, eller bare smugkigge på offentlige profiler.
Instagram har et stort udvalg af fotofiltre, der gør det nemt at skabe smukke billeder, og mediet har et ry for at give et poleret billede af andres liv. På sitet finder man dog også kropsaktivister, gakkede fan-sider og masser af andet indhold, der bryder med mediets ry for at dyrke det perfekte.

Aldersgrænse
Trods en aldersgrænse på 13 år, bruges Instagram også af yngre børn.

Fordele
På Instagram er det nemt at udtrykke sig kreativt, følge venner eller kendte og indgå i interessefællesskaber. Sidstnævnte kan man bl.a. gøre ved at hashtagge sine billeder, så de samles i en fælles pulje med andre billeder – fx under hashtagget #springgymnastik.

Ulemper
Det er nemt at lave falske profiler, som bl.a. kan bruges til at mobbe andre. Derudover fortæller nogle børn og unge, at andres indhold på Instagram får dem til at føle, at de ikke er gode nok, og at de bliver kede af det, hvis de ikke får nok likes på eget indhold.

 

Facebook & Messenger

På det sociale medie Facebook kan brugerne dele video, fotos og tekst – enten offentligt eller med deres kontakter eller udvalgte venner. Facebook opleves af mange unge som de voksnes medie, og derfor bruger de det på en lidt anden måde end os. For dem er Facebook et værktøj til at huske fødselsdage og til at holde kontakt med fodboldholdet osv.
Til gengæld bruger børn og unge flittigt chat-funktionen Messenger, når de skal skrive til vennerne, og så bruges Facebook også til at spille små spil og deltage i konkurrencer.

Aldersgrænse
Facebook har en aldersgrænse på 13 år, og det bruges også kun sjældent af de yngste børn. Til gengæld har næsten alle danske teenagere en profil på sitet.

Fordele
Messenger bruges til at holde kontakt med vennerne, mens Facebook bruges til at planlægge og holde styr på aftaler.

Ulemper
På Facebook er det nemt at holde andre udenfor, bl.a. ved at oprette private grupper. Det er også nemt at oprette falske profiler på sitet.

 

TikTok

Tiktok er et socialt medie, hvor brugerne kan lave små, korte musikvideoer ved at filme sig selv, mens de mimer eller danser til et stykke musik. Mange børn har en god oplevelse med at bruge appen, som for nogle endda giver et selvtillidsboost.
Som bruger kan man vælge at dele videoerne, så andre brugere kan se, like og kommentere på dem. Og alt efter, hvordan ens privatindstillinger er sat, deler man sine videoer enten offentligt eller kun med venner.

Aldersgrænse
Mediet er brugt af mange børn i både indskolingen og på mellemtrinnet, selvom man egentlig skal være 13 år for at oprette en profil.

Fordele
TikTok er en sjov app, hvor det er let at lave godt indhold. Børnene kan også lave videoer i fællesskab, og det styrker deres evne til at samarbejde.

Ulemper
Når man opretter en profil på mediet, er den som udgangspunkt offentlig, så alle – også fremmede – kan se ens videoer. Dét er dog muligt at ændre via appens privatindstillinger, men det kan børnene sjældent finde ud af selv. Firmaet bag appen – kaldet ByteDance – er desuden blevet beskyldt for at dele data med den kinesiske regering. Det afviser firmaet dog selv.

 

TikTok Now

TikTok Now er TikToks pendant til BeReal, som du kan læse om længere nede på listen. Mediet giver hver dag sine brugere tre minutter på et vilkårligt tidspunkt til at vise, hvad de laver lige nu med en ti sekunders video eller et billede med front- og bagkamera. Man kan først se, hvad andre har lagt op på TikTok Now, når man selv har lagt dagens indhold op.

Man kan ikke se andres Tik Tok Nows fra tidligere dage, men kan dog godt tilgå sine egne.

TikTok Now blev lanceret i september 2022 som en selvstændig app, men kan også tilgås igennem den almindelige TikTok-app.

Aldersgrænse
Man skal være 13 år for at have en bruger på TikTok Now. Brugerne kan selv vælge, om de vil dele deres indhold offentligt eller privat, men det er kun indhold fra brugere over 18 år, som bliver vist i TikTok Nows explore feed.

Fordele
TikTok Now giver et mere autentisk indblik i hinandens hverdag end det almindelige videoindhold på TikTok, som ofte er meget redigeret. 

Ulemper
Flere brugere synes, at TikTok Now er en unødvendig kopi af BeReal, der kom først med konceptet.
Desuden kan det være forstyrrende, at TikTok Now er koblet sammen med den almindelige TikTok-app, fordi det betyder notifikationer fra TikTok Now, når man sidder og scroller almindelige TikTok-videoer.

Discord

Discord er et gratis program designet til gamere, der gerne vil tale eller skrive med hinanden, mens de spiller. Modsat andre samtaleapps som fx Skype, bruger Discord ikke særlig mange RAM, og dét overlader mere computerkraft til selve spillet – hvilket især er afgørende, hvis man spiller på en lidt langsommere computer. På Discord kan man tale sammen, videochatte eller chatte på god gammeldags manér, altså på skrift. Gamere bruger Discord til at koordinere angreb eller andre aktioner i spillet, eller de bruger det til smalltalk, mens de spiller.

Aldersgrænse
Du skal være 12 år for at bruge Discord.

Fordele
Programmet bruger meget få RAM, så det sagtens kan køre samtidig med, at dit barn gamer. Derudover kan det bruges til at samarbejde og være social, mens man spiller. 

Ulemper
Det er nemt at blive ophidset, mens man spiller, og derfor kan tonen på Discord hurtigt blive ret grov. Af samme grund kan der nemt opstå konflikter – ikke mindst fordi man som spiller ikke kan se de andres kropssprog, når man taler sammen.

 

Ome.tv

Ome.tv giver brugerne mulighed for at videochatte med folk fra hele verden – og kan tilgås via en internet-browser eller hentes ned på telefonen som app. Det meget omdiskuterede medie kobler ret tilfældigt to brugere sammen via en videoforbindelse, der lader dem se og høre hinanden. Tidligere kunne man benytte Ome.tv anonymt, men i dag kræver det en bruger. 
Chatsiden kan bruges af folk fra hele verden, og det betyder i værste tilfælde, at børn kan blive konfronteret med ubehageligt eller krænkende opførsel. Derfor har flere skoler landet rundt valgt at lave regler imod eller ligefrem valgt at blokere for brug af siden.

Aldersgrænse
Tidligere har der ikke været nogen aldersgrænse på Ome.tv, og derfor har mange børn prøvet dette sociale medie. Men i dag skal man ifølge Ome.tv’s retningslinjer være myndig i sit hjemland for at bruge appen – dermed er aldersgrænsen for danskere 18 år.

Fordele
Man kan til enhver tid trykke stop og på den måde forlade videochatten ved hjælp af ét klik. Nogle børn synes, det er sjovt at møde andre børn og unge fra andre lande via Ome.tv.

Ulemper
Der har været flere tilfælde, hvor børn og unge har mødt mennesker på Ome.tv, som bruger mediet til at fremvise både kønsorganer og andet seksuelt indhold i videochatten – ligesom nogle har oplevet at blive truet. 

 

F3

F3 er det nyeste skud på stammen, når de kommer til apps, hvor man kan være anonym. Her kan man oprette forbindelse til venner og bagefter stille hinanden anonyme spørgsmål eller skrive anonyme beskeder. Men ligesom det tidligere har været problemet med andre populære anonymitetsapps, fx Ask.fm, bliver tonen hurtigt grov på F3. Mange børn og unge fristes nemlig til at skrive grove beskeder eller provokerende spørgsmål til hinanden, og derfor er F3 desværre et oplagt våben, når det kommer til digital mobning. Heldigvis har Red Barnet lavet en god sletteguide, som forklarer, hvordan man sletter andres og egne spørgsmål i appen.

Aldersgrænse
Man skal være 13 år for at bruge F3, men mange børn og unge under 13 bruger også appen.

Fordele
Som det gælder for mange andre sociale medier, kan F3 potentielt bruges til gode snakke om svære emner – dels fordi det for nogle børn og unge føles nemmere at ‘snakke’ om følsomme emner på skrift, og dels fordi de i dette tilfælde kan gemme sig bag en anonym profil. Desværre bruges appen sjældent til dette formål.

Ulemper
Det er utrolig nemt at mobbe andre på F3, enten ved at stille dem provokerende og grænseoverskridende spørgsmål eller på en mere subtil måde. På nettet – også på F3 – er det fx nemt at holde andre udenfor. Men selvom mobningen foregår subtilt, er det smertefuldt for barnet, hvis han eller hun gentagne gange oplever, at andre ikke svarer på spørgsmål eller undlader at spørge én om noget. 

 

Jodel

Jodel er en app, hvor anonyme brugere deler alt fra jokes til tanker, intime problemer, billeder eller afstemninger med mennesker indenfor en radius af 10 km. Brugerne kan kommentere hinandens bidrag og “upvote” eller “downvote” det. ‘Upvotes’ gør indholdet mere synligt, mens 5 ‘downvotes’ fjerner bidraget.

Tanken bag anonymiteten er at give alle brugere en ligeværdig stemme uden skelen til køn, alder og baggrund. Anonymiteten gør på den ene side Jodel til et frirum, hvor brugerne hjælper hinanden med spørgsmål om alt fra byens bedste burger til problemer i sexlivet. På den anden side har netop anonymiteten skabt grobund for mobning og trusler af især influencers og andre kendte mennesker.

Aldersgrænse
Man skal være 16 år for at registrere sig på Jodel.

Fordele
Det kan være dejligt at udtrykke sig uden at blive dømt på alder, køn, udseende, seksualitet osv. Derudover findes der meget ret sjovt indhold på Jodel, ligesom appen er kendt for at være et fællesskab, hvor brugerne hjælper og støtter hinanden i livets små og store spørgsmål.

Ulemper
Anonymitet kan få os til at skrive ting, der er grovere, end hvis vi står personligt på mål for dem. Derfor er tonen på Jodel nogle gange hård. Det er svært at vide, om noget er sagt i sjov eller alvor, når man ikke kender afsenderen eller dennes humor.

 

Reddit

Reddit er et online fællesskab, hvor mere end 300 millioner bruger hver dag deler links, nyheder, billeder og memes, diskuterer politik, interesser og meget mere. Nogle kalder det et sociale medie, andre et forum eller et nyhedsmedie – og nogle går endda så langt som at kalde Reddit for internettets forside. 

Indholdet er i høj grad styret af brugerne, som følger forskellige sub-reddits om alt fra nuttede dyr til nørdet videnskab. Brugerne ‘upvoter’ og ‘downvoter’ hinandens bidrag, som bliver placeret mere eller mindre synligt på forsiden eller i sit sub-reddit afhængigt af popularitet.

Meget kan lade sig gøre på Reddit, hvor brugere bl.a. har mobiliseret sig til velgørenhedsindsamlinger, politisk aktivisme og verdensomspændende nissegavelege. Reddit er ligeledes kendt for at få kendte mennesker (fx Barack Obama) til at svare på spørgsmål i formatet AMA (Ask Me Anything).

Aldersgrænse
Man skal være 13 år gammel for at oprette en bruger på Reddit. Det er dog muligt at se indholdet på Reddit uden at have oprettet sig som bruger.

Fordele
På Reddit kan man dyrke sine interesser, diskutere med eller få råd af andre mennesker i hele verden. Der er rig mulighed for at udforske, blive underholdt, blive klogere og nørde igennem. 

Ulemper
Reddit er relativt ufiltreret. Sproget kan være hårdt, og man kan risikere at finde både stødende indhold og politisk propaganda. Derudover skal man huske kildekritikken, når brugerne fx diagnosticerer hinandens sygdomme på baggrund af fotos. 

Ikke alle er eksperter, trods alt. 

 

Yubo

Yubo er en app, hvor teenagere og unge voksne kan møde nye venner og dyrke interessefællesskaber. I appen kan man livestreame eller følge med i andres livestreams, chatte privat, spille og quizze.  

Brugerne “swiper” for at finde nye venner. Når to brugere har swipet “ja” til hinanden, bliver de et match og kan chatte – ligesom vi kender det fra datingapps som Tinder. Yubo siger selv, at appen ikke er en dating-app, men der findes flere eksempler på teenagere, som bruger appen for at finde kærligheden. 

Aldersgrænse
Man skal være 13 år for at oprette sig på Yubo. Appen er delt op i to for at undgå kommunikation mellem voksne og mindreårige brugere. De 13- til 17-årige kan kommunikere med hinanden, og personer på 18 år eller derover kan kommunikere med hinanden. 

Yubo gør dog opmærksom på, at de ikke har mulighed for at verificere brugernes alder. 

Fordele
Man kan møde venner, man ellers ikke ville have mødt, dyrke fælles interesser og lave eller opleve underholdende og kreativt indhold. 

Ulemper
Nogle bruger appen som datingapp, og det kan være svært at navigere i, hvis man selv bare gerne vil finde nye venner. Fordi Yubo ikke kan verificere brugernes alder, kan man også risikere at komme i kontakt med personer, der er meget ældre (eller yngre), end de giver sig ud for.

 

BeReal

BeReal er skabt som et alternativ til andre sociale medier, hvor filtre og likes er i fokus. Idéen er, at brugere på BeReal skal vise deres ‘ægte’ liv frem. Én gang om dagen får man en notifikation om, at man skal tage et billede. Herefter har man to minutter til at dele sit billede med sine venner på appen. Når man tager billedet, bruger appen både bagside- og forsidekameraet på telefonen, og det er ikke muligt at redigere billederne bagefter eller at tage dem om. Efter 24 timer slettes billederne automatisk.

Aldersgrænse
Man skal minimum være 13 år for at bruge BeReal.

Fordele
Likes og filtre findes ikke på BeReal, og det opleves af nogle børn og unge som en kæmpe frihed. Herinde er man kun i kontakt med sine tætteste venner, som man kan dele sit upolerede hverdagsliv med. 

Ulemper
Nogle mennesker synes, at BeReal-appen er stressende at bruge. Det skyldes bl.a., at de ikke selv kan styre, hvornår dagens billede skal tages – og det kan føles som et kontroltab.