Guide: Hvad gør du, hvis dit barn oplever digital mobning?

Sociale medier muliggør en form for mobning, der adskiller sig fra skolegården på flere måder. Den er sværere at opdage, og ondsindede billeder, videoer og beskeder kan blive på nettet meget længe. Få konkrete råd til at hjælpe dit barn, hvis hun eller han bliver mobbet.

Emilie Hendel Møller

Kommunikationsansvarlig og specialkonsulent

© Alle rettigheder til denne artikel er forbeholdt Center for Digital Dannelse

Senest opdateret 21. sep. 2022


Denne artikel er skrevet i forbindelse med kampagnen Snak Med for Københavns Kommune.

De sociale medier får skyld for meget, også dårlig adfærd. Men det er vigtigt at huske, at det er mennesker, der mobber – ikke medier. Mobning opstår i fællesskaber med usunde og dårlige dynamikker, og sådanne fællesskaber findes både offline og online. Når det er sagt, er mange online fællesskaber dog udstyret med mekanismer, som kan gøre mobningen lettere (fx muligheden for at lave lukkede grupper eller dele billeder og beskeder hurtigt til mange). 

Online mobning kan også være langt sværere at opdage, fordi den ofte foregår i det skjulte.

42% af børn og unge mellem 9 og 17 år har oplevet noget ubehageligt på nettet det seneste år, viser en rapport fra Red Barnet udgivet i 2022. En del af tallet dækker over online mobning i form af fx udelukkelse, sårende eller hadefulde beskeder, udstillelse og trusler. 

Men ifølge rapporten er det under halvdelen af de 13-17-årige, der taler med en voksen om deres digitale liv, og det kan gøre det svært at hjælpe. 

Sådan gør du som forælder til et barn, der bliver mobbet online

Selv med teenagere, der fortæller sine forældre om online mobning, kan det være kompliceret at komme den til livs. Ofte kræver det indsatser fra flere sider. Her er, hvad du kan gøre som forælder. 

Støt dit barn

Mobning kan være forbundet med følelser af både skyld og skam. Lyt oprigtigt, anerkend oplevelsen, og fortæl dit barn, at mobning aldrig er i orden – hverken online eller offline. Heller ikke selvom man fx har skrevet noget dumt eller delt et intimt billede. 

Skab overblik

Spørg dit barn, hvordan mobningen helt konkret foregår, og forsøg at danne et overblik over omfanget.

Læg en plan

Din teenager kan med stor sandsynlighed ikke selv overskue at lægge en plan for at komme ud af den digitale mobning. Inddrag dit barn og lyt til, hvad hun/han siger. Men hjælp dit barn ved at være den, der tager ansvaret for, at I får lagt en plan og ført den ud i livet – fx ved at kontakte skolen eller andre relevante aktører. 

Orientér skolen

Uanset om mobningen er relateret til skolen eller ej, bør du kontakte skolen, så lærerne ved, at dit barn er ekstra sårbart lige nu. Hvis mobningen er skolerelateret, er skolen forpligtet til at lave en handleplan for at stoppe mobningen indenfor 10 dage. Hvis skolen ikke lever op til sine forpligtelser, kan du anmelde den til Den Nationale Klageinstans mod Mobning, som kan give skolen et påbud. 

Giv barnet en pause

Digital mobning er svær at holde fri fra, fordi den følger barnet alle steder, hvor telefonen er, døgnet rundt. Hjælp dit barn til en pause fra mobningen ved at lave telefonfri aktiviteter sammen. Gå fx en tur, se en film eller spil et spil. 

Hjælp barnet til gode fællesskaber

Nogle teenagere trækker sig helt socialt, når de oplever online mobning. Støt dit barn i at få dyrket sine gode venskaber og fællesskaber, så der kommer noget positivt ind på den sociale konto.

Få hjælp af SletDet-rådgivningen

Både du, dit barn og barnets lærere kan få hjælp til at håndtere situationen hos Red Barnets rådgivning SletDet. Hos SletDet sidder bl.a. socialrådgivere og psykologer, som kan kan hjælpe med både følelser og jura forbundet med digitale krænkelser.

Anmeld til politiet

Nogle typer af digital mobning og krænkelser er ulovlige. Dem skal I anmelde til politiet. Det kan være ulovlig billeddeling, stalking eller trusler. 

Hjælp dit barn med strategier til at håndtere online mobning

Når dit barn er nået teenagealderen, vil hun eller han sikkert gerne håndtere dele af mobbesituationen selv og på sine egne præmisser. Og faktisk er der også en række ting, som barnet oplagt selv kan gøre (afhængigt af barnet og situationens alvor). Tal med dit barn om følgende strategier, og gør opmærksom på, at du naturligvis gerne vil hjælpe:

Tal med nogen

Det er ensomt og ubehageligt at blive udsat for mobning. Tal med nogen, du stoler på, og fortæl hvordan du har det løbende. Fx en ven, en voksen eller en rådgivningstjeneste.

Prøv at løse situationen offline

Hvis du bliver mobbet af nogle, du kender fra fx skolen, så prøv at løse situationen offline, hvor I kan stå ansigt til ansigt og lettere kan tale sammen. Det kan også være, I skal have en mægler (fx en lærer) med, som kan hjælpe med, hvordan I allesammen kommer bedst ud af situationen. Hvis mobberne ikke er nogen, du kender offline, så prøv så vidt muligt at trække dig fra situationen.

Anmeld mobningen

På de fleste sociale medier og i spil kan du anmelde brugere og indhold, som fx er stødende, krænkende eller usandt, så brugeren får karantæne, eller indholdet fjernes.

Blokér mobberen

Når du blokerer en person, kan vedkommende ikke tage kontakt til dig på den platform, hvor hun/han er blokeret. Det kan give ro fra mobningen og i nogle tilfælde helt bryde kontakten til mobberen.

Dokumentér mobningen

Det kan være en god idé at gemme billeder, videoer, beskeder og screenshots, så mobningen eventuelt kan tages op af en trivselsperson på skolen, anmeldes på det sociale medie eller i alvorligste fald til politiet. 

Hvis mobningen foregår i chatten på Snapchat, kan du med fordel indstille den, så beskederne bliver i 24 timer i stedet for at forsvinde med det samme.

Hjælp dit barn med strategier som tilskuer til online mobning

Nogle børn og unge havner som tilskuere til mobning. Det kan fx skyldes gruppepres eller en frygt for selv at være udenfor. Tal gerne med dit barn om måder at sige fra på som tilskuer:

Meld dig ud

Ved at melde sig ud af de grupper, chattråde mv., hvor mobningen foregår, sender man et signal om, at man ikke har lyst til at deltage i mobbekulturen.

Sig det højt

Sig tydeligt fra, når du oplever mobning – fx at nogen bliver holdt udenfor eller talt grimt til. Der er helt sikkert andre, der har det som dig, men ikke tør sige noget.

Stop delinger

Hvis du modtager ydmygende billeder, screenshots eller videoer af andre, så slet dem, og lad være med at dele dem videre – heller ikke til dine gode venner. 

Sig det til en voksen

Mobning er et alt for stort ansvar at stå med alene. Sig det til en voksen du stoler på – fx en lærer eller forælder, der kan hjælpe med en strategi for at stoppe mobningen.

Få hjælp til online mobning

Red Barnet

Red Barnets rådgivning SletDet handler specifikt om digitale krænkelser (bl.a. mobning). Både børn, forældre og fagpersoner kan henvende sig på telefonnummer 29270101, mail eller chat. Find også Red Barnets guides til at slette, blokere og anmelde her.

Børnetelefonen

Barnet kan både ringe eller sms’e til Børnetelefonen på 116111, ligesom man kan chatte med en rådgiver eller sende et digitalt brev til Børnetelefonens brevkasse.